Pulsen i Assens
Petanque, squash, løbebane, badminton, trampolin, legeplads, bålplads, picnic, skaterbaner, klatrenet, længdespring, højdespring, vandpytter, styrketræning, armgangsstativ, krolf, fodbold, rundbold… Pulsen giver plads til mange forskellige aktiviteter.
Pulsen er et 30.000 m² stort udendørsområde, hvor kommunens borgere og turister kan få pulsen til at stige eller falde…
Med udgangspunkt i overflader og elementer fra den gamle Danisco-industrigrund ved Assens Rådhus og Arena Assens er der nemlig skabt et område, hvor der er mulighed for at udøve forskellige former for idræt og andre aktiviteter. Området består af nogle zoner – både grønne, urbane og en gamezone, der giver plads til mange typer af aktiviteter og ikke mindst muligheden for at slappe af. Zonerne er forbundet af en rød hovedfordelingsakse, som leder dig gennem hele området.
Pulsen er for hele kommunens borgere og deres familie, så både børn, unge og voksne kan få glæde af det nye område.



